|
|
|
60'er Galla "I gamle dage var alting meget bedre" - en vending der ofte dukker op, efterhånden som vi alle bliver lidt ældre. Måske skyldes det, at vi ikke længere har samme gåpåmod over for nye indtryk og de ændringer, som vi står over for. Det er dog ikke kun vi ældre, der mener, at vi havde det sjovere og festligere i de gode gamle dage. For når det drejer sig om at more sig, liver den unge generation også op, når melodierne fra 60’erne, 70’erne og 80’erne brager ud af højttalerne. Den ægte vare er hvad en god Gallafest handler om. Den ægte vare opstår i et samspil mellem musikere og publikum. Der findes ikke noget, der kan matche et orkester, der udstråler ærlig og autentisk spilleglæde. Ved AaB Aktieklubs 60’er-Gallaer har vi 2-3 bands på programmet, og det er herligt at opleve, når musikerne spiller op til hinanden og den konkurrence, der altid er imellem aftenens bands. Det betyder også, at musikerne på en god måde formår at sende de gode vibrationer ud over scenekanten, så der opstår momenter, hvor det hele går op i en højere enhed. Der bliver danset Nonstop fra det øjeblik første band træder op på scenen til den sidste sjæler bliver spillet, og kontrolløren herefter tænder det nådesløse skarpe lys i hallens loft.
I AaB Aktieklub har vi gennem 13 år afholdt det festlige 60’er Galla – den første lørdag i marts - i Aalborg Parken Hal 2, så efterhånden ved vi, hvad det handler om, og hvordan et 60’er-Galla bliver til en succes. Der er mange bolde i luften, men der er check på selv den mindste detalje, og vi formår at skabe nogle festlige rammer. Vi har hjertet på rette sted og ser naturligvis gerne, at vi opnår et økonomisk overskud. Derfor standser vi musikken i ca. 10-15 minutter, hvor vi afvikler det store Amerikanske Lotteri. Køb derfor godt med lodder, for der er flotte gevinster til en værdi til ca. 35.000 kroner. Men først og fremmest drejer det sig om det essentielle i at lave et godt musikarrangement og den oprigtige kærlighed til levende musik og levende mennesker. Det bliver helt sikkert en fantastisk aften med gode bands, der nok skal få alle ud på dansegulvet.
Velkommen til AaB Aktieklubs 60’er-Galla 2010. Gamle minder vil blive vækket til live, efterhånden som Hal 2 ved Aalborg Parken fyldes med nostalgiske toner og Good Vibrations. Oldies but Goodies – vi ses. Klik her for at se brochuren for 60'er Galla 2010
|
Copyright © 2009 AaB Aktieklub
Besøg også AaB Sports hjemmeside:
www.aabsport.dk
|